Badeværelset er et rum, som ofte bliver negligeret, når det kommer til indretning af boligen. Vi tilbringer som regel ikke særligt meget tid på badeværelset sammenlignet med stue, køkken og soveværelse. Derfor er der desværre mange, der glemmer at indrette rummet. Det er dog en skam, da det faktisk er virkelig nemt at indrette badeværelset, så det både er flot og funktionelt. Herunder får du tre gode råd til, hvordan du bedst indretter dit badeværelse – uanset om det er stort eller småt.
Få det bedste ud af den plads, I har
Badeværelser kommer i alle størrelser. Hvis du bor i en lejlighed i centrum af en af landets større byer, er dit badeværelse nok ret småt. Det samme gør sig måske gældende, hvis I bor i en smuk, gammel murermestervilla i provinsen. Bor I derimod i et helt nybygget hus, har I måske et større badeværelse, end hvad I egentlig har brug for. Uanset størrelsen på dit badeværelse, gælder det om at få mest muligt ud af pladsen.
Er dit badeværelse meget lille, bør du tænke i kreative og funktionelle opbevaringsløsninger. Sørg for at få hængt mest muligt op på væggene, så der er plads til opbevaring af ekstra, ruller toiletpapir, håndklæder osv. Er dit badeværelse derimod meget stort, er det en god idé at indrette med kurve, små borde og andet, der kan fylde det tomme rum lidt ud.
Små farverige detaljer kan gøre en stor forskel
Mange nyere badeværelser har en tendens til at være meget hvide. Væggene er hvide, håndvask og toilet er hvide, og måske har du endda også hvide håndklæder. Det kommer hurtigt til at virke meget koldt og sterilt, hvis alt er hvidt, så forsøg at få nogle farver ind i indretningen. Vælg gerne et farvetema, så der bliver en rød tråd i din indretning. På denne måde kan du stadig holde dit badeværelse stilrent og trendy. Sæt desuden gerne en plante eller to ud på badeværelset, da det kan være med til at friske op. Orkideer er særdeles velegnede, da de naturligt vokser i meget fugtige omgivelser, hvor de trækker fugt fra luften. Er der ingen vinduer i dit badeværelse, kan du snyde med kunstige planter, da ægte planter gerne vil have bare lidt sollys.
Sørg for godt lys
Apropos sollys er det vigtigt, at du sørger for godt lys på badeværelset. Det er desværre ikke alle, der har et vindue på badeværelset, og det kan derfor hurtigt blive et meget mørkt rum. Sørg især for godt lys omkring spejlet, så det er muligt at lægge make-up og sætte hår på badeværelset. Du får det bedste lys ved at sørge for, at lyset kommer fra flere forskellige vinkler. Sørg for at skabe et jævnt lys i rummet ved både at bruge spot i loftet, væglamper og loftslamper. Det er desuden en fordel at kunne dæmpe belysningen på badeværelset. Når du lægger make-up, vil du gerne have en stærk og jævn belysning. Omvendt egner en dæmpet belysning sig bedre til en hjemmespa-oplevelse.